Hvis du pludselig står uden varme eller varmt vand, er der nogle ting, du selv kan tjekke, inden du ringer til vvs-installatøren.
1. Er der lys i betjeningspanelet på gaskedlen (strøm)?
Hvis ikke der er lys i, kan du tjekke, om der er tændt på kontakten. Sikringerne kan også være sprunget – kig i sikringsskabet.
2. Er der tryk på vandet, eller hyler fyret?
På gasfyret sidder et manometer, hvor du kan aflæse vandtrykket. De fleste installationer skal køre med et tryk på ca. 1,5 bar. Er vandtrykket under 1 bar, skal du fylde vand på. Det korrekte tryk til netop dit fyr står i brugsanvisningen. Hvis fyret hyler, mangler der sandsynligvis vand på centralvarmeanlægget.
Sådan fylder du vand på anlægget
3. Er der en fejlmelding i fyrets display?
Hvis der både er lys i betjeningspanelet og tryk på vandet, vil fyret som regel give en fejlmelding på displayet, eller også vil en kontrollampe lyse. I brugsanvisningen under ”Fejlmeddelelser” eller ”Fejlkontrol” finder du forklaring på fejlkoder. Det kan eventuelt hjælpe dig til at løse problemet på egen hånd. Noter fejlmeddelelsen, sluk for fyret, og tænd det igen. Fyret vil muligvis gå i gang igen.
4. Ring til vvs-installatøren
Hvis du stadig mangler varme eller varmt vand, skal du ringe til vvs-installatøren eller dit servicefirma og forklare dem den aktuelle fejlmeddelelse. Alternativt kan du ringe til dit distributionsselskab.