HMN Gassalg stiller en service tilrådighed, som gør det endnu lettere for kunder og VVS-firmaer at tale sammen: MARKEDSPLADSEN.
MARKEDSPLADSEN
I stedet for at lave aftaler med et antal VVS-installatører om at de skal komme hjem og give tilbud på en ny gasinstallation, har man mulighed for at indhente langt flere tilbud via en service på HMN Gassalgs hjemmeside. Fremgangsmåden er den, at man som kunde optræder anonymt. Man beskriver sit hus og sine ønsker til gasinstallationen på HMN Gassalgs hjemmeside og fortæller hvornår man er interesseret i at få et tilbud.
De samarbejdende VVS-firmaer, som har forpligtet sig til at holde god service og kvalitetsstandard, kan udarbejde tilbud på det ønskede arbejde. Det vil typisk blive opstillet som standardinstallation med diverse afvigelser fra standardinstallationen, som er nærmere beskrevet i det enkelte tilfælde.
På den ønskede dag sendes de indkomne tilbud til kunden via e-mail eller post. Det står kunden frit for at vælge mellem de indkommende tilbud. Fordelen for VVS firmaerne er, at de opnår muligheden for at komme i kontakt med flere potentielle kunder og at deres omkostningerne ved at afgive tilbud bliver mindre.
Fordelen for kunderne er helt klart, at gasinstallationerne gerne skulle blive billigere, jo mere konkurrence der er om at give tilbud.
De indkomne tilbud (selvfølgelig uden kundenavn), offentliggøres på
www.gassalg.dk under TILBUDSFORUM, så andre kunder har mulighed for at se hvad en konkret gasinstallation med de ønskede afvigelser fra standardinstallationen rent faktisk koster.
OPSLAGSTAVLEN
VVS-firmaer har fra tid til anden særligt gode tilbud, som kan komme HMN Gassalgs kunder til gode. Man behøver ikke have netadgang for at benytte sig af OPSLAGSTAVLEN.
Det kan eks. være særlige billige installationer i en uge, fordi en VVS’er har ledig kapacitet eller et supertilbud fra VVS-firma, som har opkøbt et billigt restlager af sidste års model af en i øvrigt udmærket kedel. Der vil også være plads til gode tilbud på andre former for produkter og installationer i tilknytning til kundernes varmeanlæg.
Ikke kun for internetbrugere.
Alle kunder har mulighed for at benytte sig af MARKEDSPLADSEN, også selvom de ikke benytter internettet. I stedet skal udfyldes et skema, hvis De ønsker et tilbud på ny gasinstallation. Det indsendes til HMN Gassalg, som lægger det ud på MARKEDSPLADSEN, og HMN Gassalg sørger for, at De modtager de indkomne tilbud. HMN Gassalgs konsulenter i udstillingen er også parat til at hjælpe Dem med at benytte MARKEDSPLADSEN.
HMN Gassalg vil gerne hjælpe Dem med at forstå de modtagne tilbud. Men det er Dem, der bestemmer, hvilken installation de vil købe og hvem der skal udføre arbejdet for Dem.