HMN Naturgas har gennemgået i alt 14.000 udskiftninger af gasfyr i hovedstadsområdet i perioden 1996-2003, hvor vi har oplysninger om forbruget før og efter udskiftningen med den samme forbruger på adressen.
Der er stor forskel på, hvor meget kunderne har sparet ved at skifte det gamle fyr ud med et nyt. Nogle har haft store besparelser, mens andre har haft mindre besparelser. Hvor stor besparelsen er, afhænger af kedeltypen. Få kunder har endda fået et større forbrug efter udskiftningen. Risikoen for et større forbrug er dog markant lavere ved valg af et kondenserende fyr frem for et konventionelt fyr. Et kondenserende fyr udnytter energien bedre og mere effektivt end et konventionelt fyr.
De vigtigste konklusioner fra undersøgelsen er:
- Besparelser på ca. 10 % og 18 % afhængig af kedeltype
- Besparelsen varer ved
- Husets størrelse og alder har stor betydning for besparelsen.
Besparelser på ca. 18 % afhængig af kedeltype
Konklusionen på undersøgelsen er, at der generelt er penge at spare ved et skift fra et gammelt naturgasfyr til et nyt og mere moderne. De kan spare ca. 18 % på gasregningen ved at skifte fra et gammelt naturgasfyr til et
kondenserende fyr. Procentsatserne angiver et gennemsnit af, hvad alle de undersøgte husstande reelt har sparet ved udskiftningen.
Besparelsen varer ved
Undersøgelsen viser, at besparelsen er langtidsholdbar, da den holder år efter år. Hvis en familie starter med at spare 11 % det første år, sparer de også 11 % i de følgende år.
Muligheden for at installere en ny tradtionel kedel er ikke længere tilstede, da den ikke opfylder effektivitetskravene i bygningsreglementet.
Husets størrelse og alder har stor betydning for besparelsen
Kunder med et årligt forbrug, der ligger over gennemsnittet, opnår de største besparelser ved et skift. Det vil sige et årligt forbrug på mellem 3.000-3.500 m3. Besparelserne er også størst i ældre huse, som er bygget før 1979.
Besparelsen er faldet gennem årene
Fra 1996-2003 er den gennemsnitlige besparelse faldet lidt på trods af forbedring af kedlernes effektivitet. Det vil sige, at de kunder, der skiftede kedel i 1996, fik større besparelser end dem, der skiftede i 1997 og så videre. Grunden til dette kan være, at de udskiftede kedler har været af stigende kvalitet. Det betyder, at de kedler, der blev skiftet ud i 2003, var mere effektive end de kedler, der blev skiftet ud i 1996.