For Gasmester
Hvornår skal jeg udskifte mit naturgasfyr?

Et naturgasfyr slides og ældes ligesom andre mekaniske apparater i husholdningen. Det er vanskeligt at sige entydigt, hvornår et fyr er modent til udskiftning, men der er generelt to ting, man skal være opmærksom på: Den mekaniske nedslidning og den teknologiske forældelse.

Den mekaniske nedslidning ses tydeligst på regningen for service og reservedele

Omkostningerne til vedligeholdelse af et naturgasfyr forløber efter en såkaldt "badekarskurve".
Badekarskurve

I starten af gaskedlens levetid kan der forekomme børnesygdomme eller indkøringsvanskeligheder. Årsagen er oftest fabrikations- eller installationsfejl, der er omfattet af den 2-årige reklamationsfrist i købeloven. Når disse fejl er udbedret, vil naturgasfyret køre upåklageligt i en lang årrække, afhængig af kvaliteten på fyret og den service der gennemføres. Men på et tidspunkt vil der komme driftsstop, og udgifterne til reservedele stiger. Man er nået til det punkt, hvor en udskiftning skal overvejes.

Hvad bliver slidt, og hvad koster reperationerne?

Det er som regel naturgasfyrets pumpe, brænderrør og elektronik, der slides og skal udskiftes. Regningen vil typisk lyde på ca. kr. 2.000 - 2.500 inkl moms for udskiftning af hver af disse dele.

Den teknologiske udvikling giver lavere forbrug og højere varmekomfort

Den teknologiske udvikling de seneste 10 år har skabt betydelige forbedringer. Det betyder, at du kan opnå et væsentligt lavere energiforbrug samt en højere varmekomfort ved at skifte til et nyt naturgasfyr.

Ved et forbrug på over 3.000 m³ naturgas pr. år kan besparelserne på varmeregningen, ved at skifte til et nyere naturgasfyr, i mange tilfælde betale sig selv i løbet af 8-10 år. Derudover opnår du en bedre varmekomfort.

Alle nye naturgasfyr tilpasser selv forholdet mellem naturgas og luft (kaldet modulerende gasbrændere), så forbrændingen foregår med den optimale energiudnyttelse.

Det moderne naturgasfyr udnytter desuden den varme, der er gemt i vanddampen i røggassen (kaldet kondenserende naturgasfyr). De kondenserende fyr får betydelig mere energi ud af gassen end traditionelle naturgasfyr. Resultatet er højere varmekomfort og mindre varmeregning.

Et nyt naturgasfyr skal opfylde nogle krav til energieffektivitet (årsnyttevirkning). P.t. er kondenserende naturgasfyr den eneste type, som opfylder disse krav i Bygningsreglementet.

Naturgasfyr med såkaldte lukkede forbrændingskamre har af sikkerhedsmæssige årsager næsten overtaget markedet. Disse naturgasfyr leveres med eget aftrækssystem, så den gamle skorsten kan undværes.

Gennemsnitlig kan du spare ca. 18 % ved at skifte den gamle gasinstallation ud med en moderne kondenserende gaskedel. Besparelsen er lidt større, hvis der skiftes fra atmosfæriske kedler, typisk med vågeblus. 

Selvbetjening
Direkte adgang til mine informationer
  • Mit forbrug
  • Se betalinger
  • Informationer om mit fyr

Mine Sider

Login til kunder uden for midt- og nordjylland samt hovedstadsområdet.